​Anmeldelse

Restaurant Martino på Marselisborg Lystbådehavn leverede på mange måder en dejlig aften for Stiftens anmelder.

​Skrevet af Aarhus Stiftstidende, fredag den 11. juli 2014

11. juli

Det var med store forventninger, at vi drog af sted mod en af Aarhus’ sommerperler, Marselisborg lystbådehavn. Der var bestilt bord på den italiensk inspirerede restaurant Martino. Forventningerne var skabt, fordi restaurant Martinos kok, Mikkel Laursen assisteret af kokkeelev Line Vibæk Schmidt, vandt sølvmedalje til DM for kokke tidligere på året. 

Dommerpanelet bestod bl.a. af kokkene Rasmus Kofoed fra Geranium, Thomas Hermann, legendariske Bo Jacobsen, Restaurationen og Torsten Schmidt, Ruths Hotel – en flot præstation af de århusianske kokke.

Den søde værtinde Caroline bød os velkommen. Vi kunne vælge mellem et bord i restauranten eller udendørs på terrassen. Denne dejlige solbeskinnede aften gjorde valget let, vi fik anvist et tomandsbord på terrassen med en fin udsigt over lystbådehavnen. Caroline og restaurantens øvrige kvindelige tjenere var søde, smilende og opmærksomme hele aftenen.

Vi indledte med en Kir til gæsten og ”Snacks og bobler” til anmelderen. Vi hyggede os med vinen og ”snacks”, Chorizopølse, italiensk salami, Mortadella, Grissini, oliven, kapers og saltede nødder, mens menukortet blev studeret. Det italiensk inspirerede spisekort favner meget bredt fra Pizza’er over italienske klassikere til velkendte danske retter som stjerneskud og æggekage.

Primi Piatti - forretter

Vores fokus var denne aften vendt mod Italien.

Gæsten valgte den italienske klassiker Vitello Tonnato, en meget flot servering af kalveinderlår med tuncreme, kapers på stilk, salat og en meget fint revet parmesanost på toppen, velsmagende.

Anmelderen fik serveret klassisk carpaccio af oksemørbrad med kapers, oliven, salat, saltede mandler, pesto og igen en meget fint revet parmesanost på toppen, fin servering og meget velsmagende.

Vinen skulle naturligvis også være italiensk på en italiensk inspireret restaurant. Valget faldt på Luigi Baudana Dragon Langhe 2011. Et rigtigt godt valg både til forretter og hovedretter. Vinen er fremstillet hovedsageligt på chardonnay-druen med en efterfølgende kortvarig lagring på fad. En meget vellykket vin fra et område, som i Danmark nok mest er kendt for de røde Barolo´er.

Secondi – hovedretter

Gæsten valgte unghanebryst med salvie og parmaskinke serveret med nye kartofler, gulerødder, ærter, bagte løg, grillede forårsløg og en dejlig glace. Flot serveret på en varm tallerken, så dejlig varm mad.

Hovedretterne er store på Martino, så anmelderen fik mulighed for at smage et stykke af det veltillavede unghanebryst – saftigt og velsmagende.

På min side af bordet faldt valget på Tonno alla griglia capperi e limone, ”grillet tun med citron, salvie, kapers på stilk og spæde salater”. Tilbehøret var en kopi af gæstens.

Vi spurgte tjeneren om, hvorledes tunen steges og fik det venlige svar:»Medium ellers bliver den tør.« Anmelderen ønskede tunbøffen med en god stegeskorpe og en rød kerne eller næsten rå i centrum, hvilket betjeningen ville sige videre til køkkenet. Jeg var spændt på, om ønsket blev opfyldt. Glæden var stor, da jeg skar i tunbøffen og erfarede, at den var som ønsket.

Cadeau til kokken for godt håndværk og til tjeneren for at huske gæstens ønske. Det identiske tilbehør til de to retter var tilberedt fint. Vores oplevelse var, at man på Martino har valgt princippet »one size fits all«, når det gælder garnituren. Den valgte hvide vin passede også perfekt til hovedretterne, vinen blev faktisk bedre i løbet af aftenen.

Dolchi – dessert

Denne herlige aften skulle naturligvis afsluttes med lidt til den søde tand. Vi valgte to af de italienske klassikere.

På den ene side af bordet Tiramisu, italiensk kaffekage med marsala serveret med chokoladeovertrukket ladyfinger og på den anden side af bordet Panna Cotta, hvid chokolade panna cotta med sødt, sprødt og syrligt. Italienske desserter når de er bedst.

Anmelderen valgte dertil et glas Isabel la Malvasia sweet. Farven var lys strågul, duften frisk frugtagtig og med en sødmefyldt forfriskende smag. En dejlig dessert vin fra Piacenza-området. Gæsten fik serveret en god latte Macchiato.

En dejlig aften på Martino var ved at være slut. Regningen lød på 1.491 kr. for velkomstdrinks med snacks, to tre retters menuer, vin, vand og kaffe. Meget rimeligt, middag og betjening taget i betragtning. Vi giver fire store stjerner og en klar anbefaling. Vi glæder os til at komme igen

​Vurderet 4.3 / 5 stjerner på baggrund af mere end 127 anmeldelser på​ Facebook

​Åbningstider​:

​Mandag-søndag: 10.00 - 23.30
​(Køkkenet lukker 21.30)

​Firmaoplysninger:

​Marselisborg Havnevej 46 B
​​8000 Aarhus C

​Kontaktoplysninger:

​Telefon: 86 18 19 69
​E-mail: martino@martino.dk